Praktisk information Børneuniverset i Centrum
Nedenfor finder du informationer, som er gode for dig at vide, når dit barn skal starte i institutionen
Praktisk information
Når Pladsanvisningen har tildelt plads til dit barn i institutionen, skal du ringe til os og aftale tid til et besøg. Vi afsætter god tid til både rundvisning og snak. Det er en god ide, hvis barnet kommer med, så det kan opleve huset inden start. At skulle starte et nyt sted kan godt være svært, derfor anbefaler vi en blid start. Mor eller far kan være sammen med barnet et par timer den første dag og de næste par dage, skal barnet kun være her i kortere tid. Personalet vil være i tæt kontakt med jer, om jeres barns trivsel og hvordan det reagerer på opstarten.
I vuggestuen beder vi om samtykke til at invitere jeres sundhedsplejerske med til en opstartssamtale i forbindelse med den gode overgang fra hjem til vuggestue.
I børnehaven er der altid overlevering fra vores egen vuggestue eller fra den dagpleje eller vuggestuen som barnet kommer fra, så vi får skabt den bedste opstart for børn og forældre.
- Når barnet har været her i 3-4 måneder, tilbyder vi en samtale, hvor vi snakker om hvordan opstarten har været, hvordan jeres barn trives og udvikler sig.
- Når barnet skal i skole holder vi sammen med vores distriktsskole og forældrene et overleveringsmøde med udgangspunkt i overgangsmodulet i Hjernen og Hjertet. De børn, der ikke skal på distriktsskolen, overleveres hvis vi vurderer at det har betydning, ind i den gode overgang.
Vi prioriterer, at det bliver samtaler, hvor vi som personale og I som forældre, i dialog bidrager med viden om barnet.
Derudover er vi altid parate til en samtale, hvis der bliver brug for det.
Vi modtager ikke syge børn i institutionen. Barnet er raskt nok til at komme i institution, når det ikke længere smitter og kan deltage i hverdagens aktiviteter både ude og inde.
Hvis barnet bliver syg i løbet af dagen, vil vi kontakte jer med henblik på at hente barnet hjem. Det har stor betydning for barnet, at dets almene tilstand er god, da det kræver meget energi at være sammen med mange andre.
Vi forventer, at I respekterer ovenstående og har forståelse for, at vi skal tage hensyn til og har et ansvar for alle børns sundhed og trivsel.
Medicin
Ved kroniske sygdomme kan det være nødvendigt at give medicin.
Medicinen skal være lægeordineret, hvilket betyder, at det er receptpligtigt. Forældrene udfylder en elektronisk medicinseddel, så personalet ved præcis, hvornår og hvordan medicinen skal gives.
Som forældre til et barn med behov for at der gives medicin, kan du læse mere om vores retningslinjer for at give medicin i Dagtilbud under Sundhedsplejen på Vejle Kommunes hjemmeside. Her finder du også den elektroniske medicinseddel under Selvbetjening. Følg link nedenfor.
Vi sætter flag op, synger fødselsdagssang og fejrer barnet. Børn skal ikke selv medbringe noget, når vi fejrer deres fødselsdag. Til gengæld sørger stuen for at gøre formiddagsmaden lidt festlig, ved at der for eksempel er glasur på bollen eller frugtstænger som barnet deler ud.
Barnet skal ikke have legetøj med hjemmefra. Vi sørger for, at vi har legetøj her i institutionen og vi drøfter løbende i pædagoggruppen, hvilket legetøj der er godt at have, set i forhold til børnenes stimulering og udvikling. Hvis barnet er lille eller skal puttes til middagssøvn, må I selvfølgelig gerne have en ”puttebamse” med.
