Praktisk information Børnehuset Mælkevejen - Helgesvej Børnehave

Nedenfor finder du informationer, som er gode for dig at vide, når dit barn skal starte i institutionen

Praktisk information

  • Opstart og velkomst

    Når Pladsanvisningen har tildelt plads til dit barn i institutionen, skal du ringe til os og aftale tid til et besøg. Vi afsætter god tid til både rundvisning og snak. Det er en god ide, hvis barnet kommer med, så det kan opleve huset inden start. At skulle starte et nyt sted kan godt være svært, derfor anbefaler vi en blid start. Mor eller far kan være sammen med barnet et par timer den første dag og de næste par dage, skal barnet kun være her i kortere tid. Personalet vil være i tæt kontakt med jer, om jeres barns trivsel og hvordan det reagerer på opstarten.

    I vuggestuen beder vi om samtykke til at invitere jeres sundhedsplejerske med til en opstartssamtale i forbindelse med den gode overgang fra hjem til vuggestue. 

    I børnehaven er der altid overlevering fra vores egen vuggestue eller fra den dagpleje eller vuggestuen som barnet kommer fra, så vi får skabt den bedste opstart for børn og forældre. 

  • Forældresamtaler

    • Når barnet har været her i 3-4 måneder, tilbyder vi en samtale, hvor vi snakker om hvordan opstarten har været, hvordan jeres barn trives og udvikler sig.
    • Når barnet skal i skole holder vi sammen med vores distriktsskole og forældrene et overleveringsmøde med udgangspunkt i overgangsmodulet i Hjernen og Hjertet. De børn, der ikke skal på distriktsskolen, overleveres hvis vi vurderer at det har betydning, ind i den gode overgang.  
      Vi prioriterer, at det bliver samtaler, hvor vi som personale og I som forældre, i dialog bidrager med viden om barnet.

    Derudover er vi altid parate til en samtale, hvis der bliver brug for det.

  • Syge børn

    Vi modtager ikke syge børn i institutionen. Barnet er raskt nok til at komme i institution, når det ikke længere smitter og kan deltage i hverdagens aktiviteter både ude og inde.
    Hvis barnet bliver syg i løbet af dagen, vil vi kontakte jer med henblik på at hente barnet hjem. Det har stor betydning for barnet, at dets almene tilstand er god, da det kræver meget energi at være sammen med mange andre.
    Vi modtager og giver ikke medicin, medmindre det drejer sig om kroniske lidelser, så som astma eller insulin og det er lægeordineret. Medicinen skal altid afleveres til en voksen med en skriftlig instruktion, barnets navn og cpr-nummer. Vi har en blanket til dette i institutionen.

    Vi forventer, at I respekterer ovenstående og har forståelse for, at vi skal tage hensyn til og har et ansvar for alle børns sundhed og trivsel.

  • Fødselsdag

    Vi sætter flag op, synger fødselsdagssang og børn laver sammen med en voksen en gave til fødselsdagsbarnet. Barnet må gerne have noget med hjemmefra til at dele ud. Se i vores mad- og måltidspolitik, hvad vi anbefaler til at tage med.

  • Legetøj

    Barnet skal ikke have legetøj med hjemmefra. Vi sørger for, at vi har legetøj her i institutionen og vi drøfter løbende i pædagoggruppen, hvilket legetøj der er godt at have, set i forhold til børnenes stimulering og udvikling. Hvis barnet er lille eller skal puttes til middagssøvn, må I selvfølgelig gerne have en ”puttebamse” med.